Ungdomsting på Færøerne
Den færøske lagtingsformand, Hergeir Nielsen, indbød i september 2009 folkeskolens ældste klasser til at sende lov - eller ændringsforslag til Lagtinget i Tórshavn. De lov - og ændringsforslag skulle så i februar 2010 diskuteres på et Ungdomsting, hvor de unge selv fik lov til at diskutere og argumentere fór og imod de forskellige forslag. Og på den måde opleve hvordan det er at sidde med til beslutningsprocesserne i et lovgivende organ.
Da fristen udløb havde seks folkeskoleklasser sendt deres lovforslag ind. Alle forslagne kom med til Ungdomstinget og de seks folkeskoleklasser, der kom fra alle egne af Færøerne, skulle nu udvælge deres repræsentanter til det 33 mand store Ungdomsting. De seks forslag var meget forskellige og omfattede blandt andet færdsel, valgret og straf.
Tredje Ungdomsting 2010
Mandag d. 8. februar 2010 slog Ungdomstinget dørene op og Lagtingsformanden ”satte” Ungdomstinget og medlemmerne fremsatte deres lov – eller ændringsforslag. To elever gav bemærkninger til hvert forslag. Derefter var det, som i det rigtige Lagting, muligt for de andre ungdomstingsmedlemmer at stille spørgsmål til forslagne eller komme med yderlige bemærkninger. Derefter blev forslagne sat til afstemning, hvor mindst ét forslag skulle vedtages og mindst ét forslag skulle falde.
Dagen efter fik Ungdomstinget mulighed for at stille spørgsmål til Lagtingets ministre. Det var specielt Kultur og undervisningsminister Helena Dam á Neystabø, de unge havde spørgsmål til. Og det var hendes funktion som undervisningsminister spørgsmålene var rettet imod. Ungdomstingets medlemmer var interesserede i at høre om de generelle muligheder for uddannelse på Færøerne og mere specifikt blev der også spurgt til folkeskoler og efterskoler på Suduroy, Færøernes sydligste ø. Der var dog ikke kun de sædvanlige ”ungdomsting” der lå de unge på sinde, der blev blandt andet også spurgt til skatter, cykelstier og mange andre ting.
Efter spørgerunden var det Ungdomstingets tur til at svare på spørgsmål. Nu havde medierne nemlig mulighed, for at møde og stille spørgsmål til ungdomstingsmedlemmerne, der som rigtige politikere forsvarede deres forslag og meninger.
I år var det tredje gang der var Ungdomsting på Færøerne. Projektet blev startet med det første Ungdomsting i 2006, siden da et i 2008 og nu det tredje her i 2010. Ungdomstinget har alle tre år været velbesøgt af medier og nysgerrige tilhørere.
Løgtingið
Norðurlandahúsið på Føroyum (Nordens Hus på Færøerne)
Skrevet af Amalie Nielsen, praktikant
