Ny struktur for det nordiske samarbejde om børne- og ungdomskultur
Det nordiske kultursamarbejde skal omstruktureres, og dette gælder også arbejdet med børne- og ungdomskultur, hvor den nuværende styringsgruppe - BUK - skal nedlægges i sin nuværende form inden udgangen af 2006.
af Lisbeth Brodin
Det nordiske kultursamarbejde skal gøres bedre rustet til at møde de udfordringer, som kulturlivet i Norden står overfor i dag. Strukturen i kultursamarbejdet skal gøres mere enkel, det skal være mere fleksibelt, hvordan midlerne kan anvendes, og samarbejdet skal på en mere effektiv måde spille sammen med både nationale og internationale aktører.
Dette er nogle af tankerne bag en omfattende reform af det nordiske kultursamarbejde, som de nordiske kulturministre har besluttet at iværksætte.
Blandt de nye tiltag, der skal forbedre og effektivisere kultursamarbejdet, er:
- støtte til kulturelle aktiviteter gennem tidsbegrænsede temaprogrammer på tværs af kunstarter og medier
- forskellige former for mobilitetsprogrammer
- nedsættelse af tidsbegrænsede grupper af sagkyndige og policy-grupper
- en løbende dialog med kunst- og kultursektoren
Samtidig nedlægges en række nordiske kulturinstitutioner og samarbejdsorganer, idet en stor del af deres opgaver skal løses via de nye tiltag.
Blandt de samarbejdsorganer, der nedlægges, er styringsgruppen for nordisk børne- og ungdomskultur, BUK, der blev oprettet i 1996 for at styrke samarbejdet på det børne- og ungdomskulturelle område i Norden. At BUK nedlægges betyder dog ikke, at børn og unge ikke længere skal prioriteres i det nordiske samarbejde - tværtimod slås det fast i ministrenes principbeslutning, at en indsats for børn og unge fortsat skal være prioriteret i de fremtidige initiativer.
Indtil videre er det blot de overordnede principper i reformen, der er vedtaget, mens den konkrete udmøntning stadig er på tegnebrættet. Det vides derfor endnu ikke, hvordan fremtidens samarbejde om nordisk børne- og ungdomskultur konkret kommer til at se ud.
På den baggrund besluttede BUK på sit møde i juni 2005, at skrive et "testamente" med anbefalinger til det fremtidige samarbejde om børne- og ungdomskultur i Norden, herunder forslag til, hvilke projekter der bør fortsættes, og hvilke prioriteringer der bør være i det fortsatte samarbejde. I sit "testamente" vil BUK blandt andet anbefale, at væsentlige projekter som Valhalla og Ung i Norden kommer til leve videre i den nye struktur.
Det er planen, at den nye struktur for kulturområdet skal træde i kraft fra 2007.
BUK er i dag Nordisk Ministerråds rådgivende, koordinerende og initierende organ i nordiske og internationale børne- og ungdomskulturelle spørgsmål og har i 2005 en egen bevilling på 6.129.000 DKK.
